Den franske kødkvægrace.

Er den ikke sød ? 1976. Gitte 2½ år.

Inden vi begyndte landbrug i "Dalen" i 1969, var beslutningen om at have, eller ikke have malkekøer, truffet.

Vores gård omfatter nogle meget kuperede arealer, hvoraf de mest bakkede i 1969 var udlagt i vedvarende græs. Godt egnet til kødkvæg.

Mit bekendtskab, fra en tidligere plads med kødkvægracen afgjorde, at vi valgte malkekvæget fra og Charolais-racen til.

Min far var på samme tid (1967-68) i gang med at afvikle sin jersey-besætning, hvor hans køer igennem et par år havde været insemineret med charolais-sæd. Han havde således nogle kvier og kalve af ½ Jesey og ½ charolais-race. Disse dyr købte vi, og det blev en let og billig måde at komme i gang med det videre avlsarbejde. Vi vedblev at inseminere disse ½-krydsninger med Charolais, hvor næste generation da blev 3/4 Charolais.

Charolais stammer fra Depardement du Charolais i Midtfranske højland og har været beskreveet i over 1000 år. Området er et udpræget landbrugsområde og desuden kendetegnende ved intensiv vindyrkning. Bourgogne-vinene Cóte de Nuits og Cóte de Beanne, kommer fra dette distrikt. 

Den næsten hvide Charolais er kendetegnende ved stor tilvækst med 1. klasses fedtmarmoreret, saftigt og velsmagende kød. Dens egenskab er, at sætte meget kød på de "dyre steder", såsom ryg med mørbrad og filet, samt kødfulde bagfjerdinger med yder- og inderlår, samt culottesteg m.m.

Vor opstart med Charolais var således 2 kælvekvier, 2 løbekvier og 2 kviekalve, alle af  ½ jersey og ½ charolais. Kalvene efter disse ½ krydsningskøer faldt særdeles godt ud. Mødrene havde, i forhold til de rene Charolais, meget mælk til kalvene. Køer og kalve gik på græs både nat og dag fra udbinding i begyndelsen af april og til ca. 1. november. Kalvene pattede deres mor, og efter 5-6 uger begyndte også de at æde lidt græs, ved siden af de mange ganges patning i døgnet hos moderen. Pasning var der derfor ikke meget af i sommerhalvåret, kun et par daglige tilsyn i marken. Så vi koncentrerede os om svineproduktion.

Kælvningsfasen var og blev Charolaisen mindre heldige side. Efterhånden som vi fik os avlet frem til helt rene Charolais, altså 4. generation, oplevede vi, at koen ikke kunne føde sin kalv ved egen hjælp. Omkring dette tidspunkt var det særlig vigtigt, at vi havde blik for, hvornår kælvningen tog sin begyndelse. Havde koen brug for lidt flere kræfter, end den selv kunne præstere, måtte dens mennesker yde bistand ved hjælp af et reb om kalvens, ofte meget store klove og forben. Kalvene kunne være, endda meget store, op til 50-55 kg, til tider tyrekalve på 60 kg!! Hvis der var optræk til en besværlig kælvning, benyttede vi os af kejsersnit. Udgift til kejsersnit opvejedes af at få en levende kalv og en mindre medtaget ko.

Sidst i 1960érne og starten af halvfjerdserne, var der ikke mange dyrlæger, der begav sig af med kejsersnit. Vi havde Falck med dyretransport til at fragte dyret til hospitalet. I begyndelsen var det i Morud, senere i Årslev og i 1980érne kunne vi nøjes med at bevæge dyret til Kværndrup.

 

 

 

 

1978. "De Hvide" tygger drøv på Langebjerg.
Køer og kalve på græs i eftersommeren 1975.
1975. 10 måneder gamle 3/4 Charolais- krydsninger. Gitte 17 mdr. på fodergangen.

Mit mål med Charolais var fra starten renavl. Derfor blev jeg medlem af Dansk Charolaisforening.

Racen havde i Danmark gjort sit indtog sidst i 1950érne med import af nogle kvier/køer og nogle få tyre. De almindelige kvægavlsforeninger og disses tyrestationer benyttede sig også af Charolais. Derfor blev det muligt for landmænd med malkekvæg at benytte sig af denne races fortrin, og de begyndte efterhånden at inseminere deres, fortrinsvis jerseykøer, med Charolais sæd. Blandt dem, min far, som omtalt.

Som medlem af Danmarks Charolaisforening, blev det dokumentation for at vort videre avlsarbejede var i overensstemmelse med gældende regler. En gang om året havde vi besøg af et par repræsentanter og sekretær Hans Luxhøj fra foreningen. Dyrene blev bedømt og fik karakterer, som blev indført i stambogen for Danmarks Charolaisforening.

Vi blev tilgodeset ved at få relativ mange kviekalve de første år, hvilket fremmede renheden af Charolais i vor besætning. Moderdyr af 7/8 charolais fik således kalve af 15/16 Charolais, hvilket efter gældende danske regler var at betragte som en ren Charolais. Tyre skulle et led længere ud, altså 31/32.  

De første par år anvendte vi den oprindelge kostald til charolais´erne, men pladsen blev hurtig for trang i takt med at besætningen blev øget. Dele af andre bygninger blev indraget, så vi i vinterhalvåret havde dyr tre forskelleige steder, hvilket langt fra var optimalt i den daglige pasning. Dyrene var ude i hele sommerhalvåret, hvorfor disse staldafsnit stod ubrugte hen det halve af året. 

I 1975 satte vi en rundbuehal op, hvor vi kunne have alle charolais´erne i. Der blev plads til 16 ammekøer + kvier i kædebindsler og køernes store, fravænnede  kalve ved indbinding i november. Disse store kalve gik på dybstrøelse, hvor  tyrekalvene ind i vinteren blev slagtet ved en vægt på godt 300 kg.

De tidligere, af Charolais´erne beslaglagte staldafsnit, blev lavet om til søer og smågrise.

  

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 13:33

Det er en helt enorm dejlig artikel du har skrevet. Du har fået alting med, så jeg blev nostalgisk da jeg læste om din /jeres barndom. Det kalder på minder. Tak

...
27.09 | 10:57

Hej.
Min mand Verner Kistrup er efterslægt af Mads Pedersen Lunghuset
Kistrup skov, Hans søn, Hans Madsen tog Kistrup navnet med
da han flyttede til Assens

...
17.07 | 19:09

Velbekomme dig.

Jeg kan ikke fordrage hængepartier og glæder mig også selv over det.
Jeg fandt ham vha folketællinger 1916, som MyHeritage har digitaliseret.

...
17.07 | 18:41

Hej.
Godt klaret Susan.
Tak.

...
Du kan lide denne side