Mormor og Morfar

Vielse januar 1921

Bertha og Rasmus Villebro


Min morfar, Rasmus Villebro var den ældste af Severine og Jens Villebros sønner.
Han blev født i "Vidkærgaard" i Svindinge 7. maj 1895.
Jens Villebros mor, Kirsten Rasmussen og stedfaren, Rasmus Frederiksen var på aftægt i gården, men de var en stor hjælp til pasning og med-opdragelse af de efterhånden 10 børn Severine og Jens Villebro fik.
Der var en stor daglig husholdning i gården med de mange børn, fire voksne og dertil 2 karle og en pige.
Morfar gik i Svindinge skole hvor Graff var lærer i en menneskealder. Morfar gik til præst og blev konfirmeret oktober 1909 af pastor (senere provst) Kattrup.
Min mor, Sigrid kom også i skole i Svindinge, blot 13 år efter at hendes far, min morfar var blevet konfirmeret.
Jo, der var fart på i den slægt.

Efter en sommer hjemme hos forældrene som yngste karl kom Rasmus til at tjene som karl i Mads Rasmussens gård på Glorupvej i Svindinge.
I gården havde sønnen Hans Rasmussen, gift med (Jo)Hanne på dette tidspunkt overtaget den reelle styring af gården efter hans forældre. 

Foto. Morfar i US Army juli 1918 - juli 1919.

I den anden ende af Svindinge landsby, nærmere bestemt hos enken Maren Torbensen på "Lindevanggaard" tjente pigen Bertha Andersen fra Ellerup i Gudbjerg sogn. 
De to unge fik et godt øje til hinanden, og mere end det.
I sommeren 1914 blev Bertha klar over, at et kim til familieforøgelse var plantet.
Rasmus var barnefaren. Han var bare 19 år og Bertha 21 år.
Bryllup på dette tidspunkt kunne der åbenbart ikke blive tale om. 
Morfar var nok allerede inden denne situation opstod, opsat på at emigrere til USA.

I november 1914 afsejlede Rasmus med "Oscar II" fra København til New York.
Rasmus` morbror var nogle år tidligere emigreret til Minnesota i USA.
Det var til denne sydlige del af Minnesota, Rasmus sluttede sig til sin onkel.

Hjemme i Danmark udviklede tingene sig og Bertha var nu højgravid, men var blevet i sin plads som pige indtil november 1914, hvor Rasmus drog til USA.
Derefter tog Bertha ophold hos sine forældre i Ellerup, og der fødte hun 12. feb. 1915 en lille pige, der fik navnet Sigrid Villebro.
Det var min mor.
Kort efter min mors fødsel blev den unge mor og barnet "hentet" til "Vidkærgaard", hvor Severine og Jens Villebro, der var farmor og farfar til Sigrid og "svigerforældre" til Bertha, optog dem i deres familie.

I USA arbejdede morfar for en farmer, der til stadighed købte nyland ind til opdyrkning af staten.
Morfar havde allerede i 1916 truffet beslutning om, at søge amerikansk statsborgerskab, og det fik han i august 1916.
USA indtrådte først i 1. verdenskrig 1917.
Morfar meldte sig tjeneste ved US-Army i 1917 og blev indrulleret fra Hibbing og indkaldt 23. juli 1918.
I US Army blev morfar grunduddannet i Camp Dodge i Iowa. Derefter kompetence-uddannelse i Florida.
Han kom med en troppetransport over Atlanten til Frankrig 19. november 1918, hvor krigen på kontinentet var til ende.
Forsyningstropperne var den enhed han gjorde tjeneste ved.
1. verdenskrig, der var den mest blodige, hvad tab af soldater angik, man intil da havde oplevet.
Morfar var tilbage i USA igen 15. juli 1919 og via Camp Dogde blev han hjemsendt 23. juli 1919.

I hjemmet på gården i Svindinge gik livet sin rolige gang.
Mormor og min mor, på nu 4 år, var en fuldgyldig del af familien Villebro.
 
Efter tjeneste i US-Army og hjemsendelse tog morfar til det nordøstlige Minnesota.
Jern-minebyen Hibbing undergik under 1. verdenskrig en større flytning, da man blev klar over, at der netop under byen var meget store forekomster af jernmalm.
Alle byens huse, store som små blev flyttet. Da husene var opført i træ kunne stort set alt rulles til deres nye beliggenhed nogle miles sydpå.
Morfar var med et spand heste og en vejhøvl i gang med anlæggelse af veje til og fra minen. Hibbing, anlagt af tyskeren af samme navn i 1885, er i dag stadig verdens største åbne jernmine. (Læssemaskinernes skovle rummer 32 tons i hver "mundfuld" og dumpers kører op af minen med 180 tons af gangen !)
1919 - 1920. Morfar arbejder igen for farmeren, han tidligere havde arbejdet for.


Sidst på året 1920 rejste morfar endelig, efter 6 år i USA, til Danmark.
Inden han rejste, byggede han et lille hus på den grund, han forventede han og mormor skulle bo på efter brylluppet, og hvor de skulle indtage nyland til opdyrkning, et såkaldt claim. Desuden plantede han et fyrretræ syd for huset. (Dette træ af en kæmpe blev fældet i 2005, grundet råd.)

Morfar blev forenet med sin kæreste Bertha, og deres lille datter Sigrid på næsten 6 år, min mor.
Mormor og morfar blev viet i Svindinge kirke 21. januar 1921.

Afsked

Foto. Oscar II som morfar rejste med fra København til New York 1914.

Efter at morfar var hjemsendt fra militæret i USA, arbejdede han igen  for sin tidligere arbejdsgiver og farmer i Hill City. Denne havde købt yderligere jord ind til opdyrkning.
Morfar fik en aftale om at leje en part af jorden med senere køb for øje.
I februar 1921 skulle da Rasmus og Bertha, efter brylluppet, forlade Danmark med skib.
Men ------ lille Sigrid, der var tæt på 6 år, skulle ikke med sine forældre til Amerika. Ikke i første omgang, hed det sig.
Sigrid skulle blive ved sin farfar og farmor, Jens og Severine Villebro i Svindinge.
Forholdene i Minnesota taget i betragtning, ville nok også være for stor en omvæltning for Sigrid, der tillige stod over for begyndende skolegang.
Min mor fortalte, at hun sammen med sine bedsteforældre fulgte sine forældre  til Nyborg færgehavn for at tage afsked.
De stod der og så færgen lægge fra land og langsomt forsvinde i Storebælts horisont !
Mor voksede op med Severine og Jens Villebros øvrige børn, hvoraf den yngste, Marie bare var 5 år ældre end mor.


Begyndelsen i Minnesota

Efter ankomsten til USA omkring 1. marts 1921 boede mormor og morfar i Mankato i det sydlige Minnesota.
Morfar arbejde i et mølleri, men måtte efter kort tid give op på grund af mel-allergi.
De begav sig derpå nordpå, til Hill City, området hvor morfar igennem flere år, havde arbejdet for farmeren Ed Naylor inden han blev gift.

Stedet, morfar kunne byde mormor velkommen til, var det lille "Shanty" morfar havde bygget, inden han tog til Danmark for at blive gift.
Rundt om huset var der dyrket lidt jord op, men ikke mere end af en køkkenhaves størrelse.
Jeg ved ikke, hvad mormor tænkte, da hun fik hus og have forevist.
Huset var vel 6 X 5 m.
Det skulle vise sig at blive mormors og morfars hjem igennem hele deres liv.
De tre børn, der kom til de følgende 7 år kunne huset også rumme.
Morfar byggede dog snart et køkken-anneks til, samt en hems på loftet, hvor børnene kunne sove !   

Morfar skulle fremover arbejde for sin tidligere arbejdsgiver med at opdyrke nyt land som lå rundt om deres lille hus.
Området bestod af tynde og forpinte, hovedsagelig birketræer. Imellem træerne lå store sten spredt, som isen havde efterladt.

Vintrene i Minnesota er lange. Omkring 6 måneder. Meget sne falder der, og frosten er vedvarende.
Da min mormor fødte deres første barn i Amerika, boede de i et større Log House i nærheden af Hill Lake. Et stort bjælkehus, der lå godt i læ ved en fyrreskov.
Der kom min morbror Jens til verden i december 1922.
Deres eget lille hus var for primitivt til nyfødte under disse barske forhold.

Mormor kunne ikke een stavelse engelsk, da hun ankom til USA.
De første år, hvor de levede meget isoleret, gik det kun langsomt fremad med det nye sprog for hende.
Morfar derimod havde hurtigt tilegnet sig det engelske i kraft af hans 6 år blandt amerikanere, vel især fra hans tid i militæret.
Først da børnene kom til og begyndte i skole, blev det engelske en mere naturlig del af tilværelsen for mormor.

Mange år senere, ses enkelte engelske ord snige sig ind i brevene til Danmark, der ellers altid var på dansk, at mormor talte og skrev engelsk til daglig.
Morfar og mormor havde besluttet, at de børn de måtte få i Minnesota, kun skulle tale og skrive det engelske sprog.
Morfar havde i hvert fald!

Denne sprogbarriere, der hermed opstod mellem mor i Danmark og hendes tre søskende i USA, skulle vise sig at blive meget hæmmende for begge parter.
Vi befinder os i 1920´erne, hvor der ikke i grundskolen blev undervist i engelsk overhovedet.
Brevkommunikation mellem mor og hendes forældre i Minnesota foregik helt naturligt på dansk, mens mor og hendes søskende skrev til hinanden på engelsk.

Der var nok lagt op til, at mor skulle støde til familien i Minnesota efter sin konfirmation.
Det blev der dog aldrig gjort alvor af.


Edward Naylor i Mankato havde erhvervet en ret stor part vildskov i det nordligere beliggende Hill City i Aitkin County, og averterede efter mandskab til opdyrkning.

Denne efterlysning imødekom Rasmus og bevægede sig i 1916 længere nordpå i Minnesota.

Han kom til Hill City, eller rettere til østsiden af Hill Lake, hvor arealerne farmeren Edward Naylor havde købt af staten, lå.

I perioden1910 - 20 var der et boom for køb af den efterhånden mangelfulde jord af nogenlunde bonitet i USA.

Den bedste jord var taget for mange år siden.

De der havde ønsker om jord var så henvist til områder i staten eller USA i det hele taget, hvor jorden var mindre attraktiv og dyrkningssikker.

For at få jorden i et sådant vildnis i kultur, krævede en nærmest umenneskelig indsats.

Familien skulle være tilfreds, hvis bare de mest basale behov kunne indfries i en lang årrække.

Denne Ed Naylor var én af disse pionèrer, og han købte løbende flere "Forties" op i området øst for Hill Lake in the Township, Wildwood.

Det var og også vildskov med lave, tynde og forpinte træer og buske, og der var tillige mange sten på og i jorden.

Klimaet, der var koldt og undergrunden der var fugtig, gjorde at bevoksningen havde svære vækstbetingelser.

Rasmus arbejdede for Naylor et eller halvandets års tid.

Midt på sommeren 1916 søgte Rasmus amerikansk statsborgerskab.

I 1917, da 1. verdenskrig havde raset 3 år i Europa, søgte Rasmus yderligere mod nord, hvor de store jernminer var kommet i drift fra sidst i 1800 tallet.

Det var en stor åben mine, der i stor hast bredte sig.

Byen Hibbing, (efter tyskeren ved samme navn, der havde åbnet minen i 1880'erne) der var skudt op i forbindelse med minedriften var truet på sin eksistens, da det viste sig at undergrunden hvorpå byen var bygget også var rig på jernmalm.

Alle huse var løbende opført i takt med tilflyning af arbejdskraft til minedriften og var rejs i fældet skov. Tanken om at sætte husene på hjul og rulle dem bort fra området blev realiseret i 1917.

Dette arbejde krævede i sagens natur masser af mandskab og heste og lokomobiler.

Der skulle først anlægges farbare spor / veje til de rullende huse.

Nu var det ikke alene små træhytter, der var tale om skulle flyttes, dem brød man simpelthen ned. Nej det var store blokhuse i flere etager.

Af trækkraft anvendtes lokomobil.

Ikke alle huse kom velbeholdent frem til deres nye bestemmelsessted.

Det rullende understel kunne vride sig i takt med underlageet, hvilket betød at huset gav sig i konstruktionerne eller væltede af selve understellet.bryde sammen med fatale følger for huset.

Med dette arbejde, som vel kun pionerer kunne finde på at udføre, var Rasmus beskæftiget en tid.

Han deltog dog vist mest med anlæg af veje til den nye by.

Han arbejdede med et spand heste og en planeringsmaskine eller vejhøvl.

Da vinteren satte ind måtte aktiviteterne ved Hibbing indstilles.

Rasmus havde i 1916 søgt om, og fået amerikansk statsborgerskab.

Dette var en betingelse for at blive indrulleret i hæren i USA, hvilket Rasmus havde taget beslutning om at ville, efter at USA var trådt ind i 1.verdenskrig i sommeren 1917.

Vinteren 1917 /18 arbejdede Rasmus som Lumberjack i en såkaldt Logging Camp nordvest for Hill City.

(Det er i dag 2005) museum.

Altså en lejr for skovarbejdere.

De blev bespist og havde natteherberg i nogle store bjælkehuse.

I dagtimerne var mandskabet beskæftiget med skovning og udslæbning af tømmer, der kunne gå til savværk.

Det var typisk sæsonarbejde i vinterperioden.

Da det blev forår i 1918 vendte Rasmus tilbage til Ed Naylor ved Hill Lake.

I fællesskab byggede de i forsommeren 1918 det lille hus nord for linien, der skiller Itasca County i nord, og Aitkin i syd.

Det der senere skulle udgøre en bolig til en nybygger og hans familie.

I samme forår plantede Rasmus et fyrretræ syd for husets ene gavl.

Da dette arbejde var tilendebragt drog Rasmus igen til Hibbing, hvad der var hans adresse ved indkaldelsen til hæren.

Måske har han arbejdet en kort tid ved forflyttelsen af minebyen.

 

Morfar tiltrådte US Army 23. juli 1918 i Camp Dodge i Iowa.

Klædedragten var halvlang jakke, bukser, lange gamacher, der dækkede hele benets læg og støvler.

Ved eksersits bar soldaterne skråhuer og til parader de såkaldet Mounty-style hatte.

Ved øvelser blev brugt stålhjelme, der nærmest havde facon som en suppeterrin.

Rasmus's enhed var planlagt til at skulle gå til Europa i efteråret 1918.

Det ingen kunne vide på dette tidspunkt, var at 1. verdenskrig da var slut.

Krigen var i sommeren 1918 nået til et vendepunkt til gunst for de allierede styrker.

Tyskland kapitulerede 11. nov. 1918.

Rasmus's enhed blev forlagt fra Iowa og til Florida og blev udskibet til Frankrig.

Det skete 10. nov. 1918. Det var dagen før fredsslutningen.

Turen over Atlanten tog 2 uger.

Transportskibene anløb og afgik Brest i Frankrig.

Disse troppetransportskibe var tidligere passagerskibe med plads til 5000 mand +materiel.

 

Morfar sendte et fødseldagskort hjem til sin lille datter, Sigrid fra Frankrig.

Det er et lille, lokalt fremstillet kort med små sting af farvet garn.

(Kortet er i Holgers varetægt.)

Morfar lå ved et stabskompagni.

En enhed, der omfattede feltkøkken, tøjdepot og vaskeri m.m.

Krigen var altså slut, da Rasmus arriverede Frankrig, men der var store enheder af amerikanske tropper i Frankrig.

Disse styrker skulle serviceres, indtil de kunne transportes tilbage til USA.

Krigen havde kostet USA 72000 dræbte soldater og endnu flere sårede og lemlæstede.

15. juli 1919 var morfar uskadt tilbage på amerikansk grund og skulle nu afmønstre. Det skete i Camp Dodge i Iowa 23. juli.

Det fremgår af hans hjemsendelsespapirer, at han havde fri rejse med tog til Warren i det nordvestlige Minnesota.

På denne lokalitet var onkel Søren og hans 3 piger flyttet til efter, billigt at have købt land der.

Det var en kold og fugtig egn. Og jorden var uegnet til traditionel agerdyrkning.

Det fandt onkel Søren også hurtigt ud af.

Rasmus var sikkert kun kort tid hos onkel Søren, hvorefter han satte næsen mod Hill City, hvor Ed Naylor til stadighed manglede arbejdskraft til sine nye landvindinger.

Sigrid var i 1919 blevet 4 år og var vokset op sammen med Jens og Severines egne børn, der for de yngstes vedkommende blot var 5 - 7 og 9 år ældre end Sigrid.

Bertha var for Sigrid "Mor Bertha" mens Jens og Severine gik for Far og Mor, hvilket andet også ville have været svært at skelne for Sigrid med den alder hun havde, da Jens og Severines egne børn sagde det.

Vi må tillægge 1. verdenskrig, at der gik 6 år, før det kom på tale, at Bertha og Rasmus kunne blive gift og derefter tage fadst bopæl i USA.

Hvor meget brevveksling mellem dem og hvor besværlig formidlingen af posten i årene 1914 - 18 var, vides ikke, men efter krigsafslutningen må der have været en betydelig afkortning i tiden af postbefordringen over Atlanten, trods det at sejltiden stadig var 12-14 dage.

Der er ikke bevaret nogle breve mellem Bertha og Rasmus fra deres "forlovelsestid."

En, i almindelig betydning, forlovelsestid var der jo ikke tale om, da parterne levede på hver sit kontinent.

Rasmus arbejdede i tiden efter sin hjemsendelse fra militæret ved Ed Naylor i Hill City.

I løbet af året 1920 blev beslutning om ægteskab mellem Bertha og Rasmus truffet, og Rasmus forberedte turen hjem til Danmark.

Hjem til en kæreste han ikke havde set i 6 år, og en datter han kun havde set foto af.

Rasmus's pas var inden afrejse udfærdiget 26. oktober 1920, og han var i Danmark midt i november, og der blev lyst til bryllup i Svindinge kirke.

 

Vielse.

(136)

"Ungkarl, landmand, Rasmus Villebro af Vidkærgård, født samme sted, 25 år og pige Bertha Kathrine Andersen af Vidkærgård, født i Sallinge, Hillerslev sogn, datter af indsidder Jens Andersen og hustru Anne Margrethe Jensen, Snapind ved Odense, 28 år.

Forlovere, gårdejer Jens Villebro, Vidkærgård og Christen Laurids Hansen af Øksendrup.

Lysning bestilt 31. dec.1920.

Lysning i kirken 2, 9. og 10. jan.1921."

14 dage senere forlod de nygifte Danmark.

Med sig havde de "Amerikakisten."

Sigrid der manglede en uge i at være 7 år, skulle ikke følge med sine forældre til USA.

Der var øjensynlig enighed om, familiemedlemmerne imellem, at det indtil videre var mere trygt for Sigrid, at blive hos bedsteforældrene i Danmark.

Men for Bertha må det have været en overordentlig svær beslutning at indvillige i.

Sigrid husker ikke meget fra forældrenes afrejse, hvor familien fulgte de nygifte til færgen i Nyborg.

Men en enkelt detalje fæstnede sig i hukommelsen, dette at hun i ventetiden til afgang stod og skrabede med sine nye sko i jorden og fik en reprimande for det.

Vel ankommet til New York, forsatte Bertha og Rasmus til Mankato i det sydlige MN.

Det var marts og endnu vinter i denne egn af USA, hvor sne og frost hører til dette årstidsafsnit.

De boede i en lejlighed i Mankato og Rasmus fik arbejde i et mølleri, der fremstillede mel.

Allerede efter 3 måneder måtte Rasmus opgive arbejdet i møllen grundet allergi.

Rasmus og Bertha vendte sig i sommeren 1921 mod Hill City og for Rasmus's vedkommende tilbage til Ed Naylor, der altid manglede arbejdskraft til sine løbende udvidelser af land.

Huset Rasmus og Naylor byggede i 1918 stod tomt, så der var intet til hinder for, at de nygifte kunne flytte ind der.

Som sagt så gjort.

Der var ikke etableret nogen vej til huset, der således lå afsides i et vildnis.

Intet af jorden omkring huset var ryddet for træer eller sten, kun et lille stykke ved huset blev den første sommer ryddet og skulle udgøre det for køkkenhave.

Vintrene 1921 /22 og 1922 /23 boede Bertha og Rasmus i et større bjælkehus på østsiden af Hill Lake, der hvor senere Roskas's boede.

Rasmus gik i gang med at forbedre huset og måske opføre lidt hus til en ko og noget fjerkræ.

Hjemme i Danmark begyndte Sigrid sin skolegang i forskolen i Svindinge.

Den samme skole hendes far og hans søskende havde haft de første klassetrin i.

Efter 2 år i Minnesota blev Jens født.

Det var den 29. dec. 1922. Han blev opkaldt efter sin farfar hjemme i Danmark.

Den vinter boede Rasmus og Bertha jo i det større loghouse øst for søen.

I foråret 1923 flyttede den lille familie ud til huset, for aldrig senere at forlade denne bopæl.

En form for aftale mellem Rasmus og Naylor må være indgået om rydning af de nærmest liggende arealer der omgav huset, med et senere køb for øje.

Rasmus fik ikke løn udbetalt i disse år, men har nok nydt nogle naturalier fra Naylor.

Naylor havde af departementet opkøbt ca. 750 acre nyjord.

Der havde fra 1910 - 1920 været en kraftig efterspørgsel på jord til opdyrkning, også jord der var mindre velegnet til landbrugs- formål. Prisen var nok overkommelig, og den kunne finansieres ved lån, hvilket skete i disse år.

Sidst i 20erne og først i 30erne skulle det vise sig, at mange ikke kunne svare deres forpligtelser og rent faktisk gik fallit og måtte forlade hvad de indtil da havde udrettet.

Huset, der var bygget i 1918, var helt i træ.

Materialerne må være hentet ved en savmølle ved Hill City.

Ydervæggene var udført i brædder, lagt over hinandens kant, nedefra og til op tagskæg.

Der var kun én vestvendt dør og to ret store vinduer mod øst og syd.

Taget var dækket af såkaldte shinglers.

I grundplan var huset ca. 7 x 4 m.

Huset var i et plan, men der blev senere lavet en lille hems, hvor drengene kunne sove.

 

 

 

12. juni 1925 blev Pouline født.

Hun blev opkaldt efter sin farmor hjemme i Svindinge.

I samme tidrum, midttyverne, byggede Aitkin County vejen, der fra søen ad townshiplinien mødte linien, der gik øst - vest og delte Aitkin og Itasca County.

Fra dette Township Corner var der i østlig retning ca. 1 mile til huset, hvor Rasmus og Bertha boede.

På denne strækning etablerede Aitkin County også en vej, selv om huset lå nord for linien og altså i Itasca County.

Vej, ja det lyder så flot. Det var nok ikke meget mere et ryddet hjulspor, der kun var fremkommeligt i sommerperioden med hest og vogn.

Nærmeste naboer boede nok 1½ miles borte ved Hill Lake søen, og derfra har der været yderligere et par miles til Hill City ved landevejen.

Så når familien var i byen for at handle, huskede man alt.

Om det var generne eller lærerens påvirkning der gav Rasmus og hans datter Sigrid nærmest identisk håndskrift trods det store havs adskillelse, skal der ikke gives svar på her.

1925 var også året, hvor to af Jens og Severines sønner blev gift.

Den næstældste søn Peder blev gift med Ragnhild og parret købte et statshusmandsbrug på Frederikshøj i Frørup sogn.

Den 1½ år yngre søn Thorvald blev gift med Marie og de udvandrede til Argentina.
De købte ad år en farm i den såkaldte danskertrekant ved Nechochea, Tres Aroys og Tandil

Hos Bertha og Rasmus i Minnesota gik livet sin gang.

Midt i 1920erne havde Itasca County lavet en østgående forbindelsesvej fra den store landevej lidt nord for Hill City og til det tidligere omtalte hjørne 1 mile før Rasmus og Berthas hus.

Nu blev der en kortere vej, når Bertha og Rasmus skulle til Hill City, hvor indkøbsmulighederne var, tillige med bank og posthus.

Midt på strækningen gik dette vejstykke igennem en sump, der ved især tøbrud voldte problemer med oversvømmelser.

Ligeledes havde bævere dæmninger der i området.

Rasmus ryddede skov og krat og fjernede Rocks fra det, der skulle blive til marker.

Alt hvad der ikke kunne gøres ud i ildebrændsel blev samlet i store dynger på marken og brændt af.

Rasmus begyndte at rydde de områder, hvor der var færrest øjensynlige sten.

Sidst i 1920erne og først i 30erne rullede den store depression over USA.

Folk gik fallit og banker krakkede, der igen rev opsparere med sig i faldet.

Dette mærkede Rasmus og Bertha ikke synderligt meget til, da de endnu ikke selv havde købt land, men arbejdede for Naylor med at rydde hans land.

Det skulle vise sig, at Rasmus ikke havde fået nogen løn i længere tid, men vel sagtens naturalier til den daglige husholdning.

I 1929 kom det nok så vidt, at kreditorer stillede på Naylors adresse og forlangte at få deres tilgodehavender.

Rasmus blev formodentlig utryg ved situationen med sin manglende udbetalte løn in mente.

Det skulle ikke komme an på det, sagde naylor og han og Rasmus aftalte hvor meget der var imellem dem.

Beløbet de kom frem til var godt 1500 dollar, og Naylor skrev en check til Rasmus, der glad kørte i banken.

Checken blev afvist og for værende dækningsløs.

Rasmus gik igen til Naylor og krævede betaling i løsøre.

Det blev de enige om, og Rasmus skrev en regning til Naylor.

Rasmus fik konverteret kontanter til heste, seletøj, vogn og øvrige nødvendige markredskaber til almindelig markdrift.

I Danmark skulle Sigrid i 1925 nu fra klassen, der var blevet undervist af en lærerinde, og ind i "den store skole", hvor Graf var lærer.

Det havde han også været, da Rasmus 19 år tidligere gik der.

 

Morfar pløjede i begyndelsen med en særlig kraftig og tung plov, trukket af 4 heste.

Han havde selv 2 hvidskimlede, halvlette heste.

De andre 2 havde han fået ved "ordningen" med Naylor.

Når ploven løb på sten, blev de gravet op med det samme og puget op og lagt oven for plovfuren.

De mange pløjestop gav hestene et hvil, mens Rasmus baksede med stenene, og så gik det ellers videre frem i furen.

Var stenene så store, at det krævede for stort afbræk i pløjearbejdet at få dem op, blev de markeret med senere opgravning eller sprængning for øje.

Også de større træstubbe fik anbragt en sprængladning af dynamit.

 

Hjemme i Svindinge var forholdene mere rolige, og Sigrid, på samme tid som ovenstående, nået sin konfirmationsalder.

Jens Villebro var blevet 60 år og noget forkalket, hvorfor de yngste ugifte sønner Ejnar og Aksel på skift havde forestået driften af gården.

Året efter døde Jens Villebro 61 år gammel og Severine sad nu med ansvaret for gården.

Nu ville den naturlige udvikling være at Rasmus, som ældste søn fik budet om at overtage gården.

Om det skete ved vi ikke, men det er tvivlsomt.

Om der far Severines side er fremsat et tilbud er i så fald blevet afslået.

Sigrid blev i sit hjem den første sommer efter sin konfirmation.

I Minnesota nedkom Bertha med en søn 29. sept. 1929.

Han fik navnet George. Storebroren Jens eller Jim som han blev kaldt, var begyndt i skole.

 

Den økonomiske krise i USA klingede noget af i 1931 - 32, og der var igen købere til jord, også de Forties Naylor havde måttet forlade.

Han var dog forsat boende på sin farm i årene fra 1929 og til 1932.

Men så gik den heller ikke længere. Enten måtte han betale eller flytte.

Parcellen hvor Rasmus hus lå tilhørte jo Naylor, og derfor var den også til salg.

Rasmus ville gerne blive, da han allerede havde lagt et stort stykke arbejde i rydning uden at få det store ud af det.

Han tilbød departementet at købe 80 acre, men det kunne der ikke blive tale om, da alle interesserede ville købe 120 acre, hvad der var en hel Forties.

Der var ingen vej udenom, ville Rasmus og Bertha blive måtte de købe de 120 acre, der lå i en hestesko rundt om huset, der lå helt ud til vejen.

Handlen fandt sted i 1932.

Rasmus og Bertha kunne nu mere målrettet etablere landbrug på stedet.

De havde ret hurtigt fået bygget nogle huse til høns med haner og med produktion af rugeæg som de solgte til et rugeri i Deer River.

I starten havde de også lidt får, der kunne afgræsse noget af uopdyrkede jord.

Den første tid havde de vel ikke mere end et par køer, men da de havde deres egen farm, købte Rasmus 2 registrerede kviekalve af Holstener race.

Deres navne var Baldy and Whitie.

De blev stammødre til den kommende besætning på farmen, og sporene fra Whitie gav udslag i eksteriøret hos afkommet, der var mere hvide end sortbrogede.

Tidligt gav Rasmus sig også ind i avlsarbejdet med hesteracen Percheron. Den første følhoppe fik navnet June.

Bertha og Rasmus gav sig også til at dyrke certificerede kartofler med salg af læggekartofler for øje.

Det var en omstændelig produktion.

Hver kartoffel blev delt i 4 stykker og lagt hver for sig i jorden.

Derpå et ophold og atter 4 nye stykker blev lagt separat.

Når vækstsæsonen var slut og blokkene blev gravet op, blev hver sektion kontrolleret for sygdomstegn og var der blot én kartoffel i en blok dårlig, blev alle 4 blokke i en sektion kasseret.

Dyrskuerne kom med årene til at fylde rigtig meget for Rasmus og Bertha.

De udstillede, som George udtrykker det, alt mellem kyllinger og heste.

Præmierne på skuerne var udover ære og omtale altid fulgt af en pengepræmie.

Ikke store beløb, men en erkendelse til udstillerne om, at det store forudgående arbejde med at forberede dyrene til et dyrskue ikke var gratis.

Af og til indebar dette arbejde også skuffelser.

Ikke alle kunne få første præmie.

Med årene kom Rasmus med i tilrettelæggelse af dyrskuet i Grand Rapids, og han arbejdede gerne uger med at indrette staldene.

I begyndelsen af april 1941 brændte stort set alle bygninger på Rasmus's farm.

Ilden opstod i et hus med små kyllinger, hvor en brænder slog ud og antændte omgivelserne.

Genboen Oscar Søberg opdagede ilden hos Bertha og Rasmus kl. 4 om morgenen.

Han løb helt ind i huset og skreg: "Villebro , din lade brænder."

Til alt held var køerne, grundet fodermangel på græs denne nat.

Jim var hjemme på den tid.

Genboen Oscar Søberg opdagede ilden hos Bertha og Rasmus kl. 4 om morgenen.

Han kom styrtende over vejen og ind i huset, hvor han skreg: "Villebro din lade brænder."

Der var ikke noget at stille op imod ilden.

Jim var hjemme hos forældrene på den tid.

George var godt 11 år.

At the time of the fire, we had no way of getting any other help then Oscar, no phone or electricity.

The only injury was Rass burned the palm of his hand, when he put it on a steel rim of a wagon to push ita away from the fire.

I didn't go to school that day and milking was late.

Jim went 3 month to Ag. School fall of 1941, but he had to stay home, and help cut logs to build a new barn with.

They cut logs on the other sixteen 40's that had been Naylors as the forestry didn't have control of it.

Never asked and nobody complained.

I skidded a lot to the roll ways, and then they were hauled home.

Brandforsikring var der ikke noget der hed.

Træer til nye bygninger blev straks fældet i nærområdet.

Dette spredte skovområde tilhørte ellers skovvæsenet, men hverken de eller naboer gjorde ophævelse over skovning, når det skulle gå til et så væsentligt formål, som at få en ny produktion på benene.

Et transportabelt savværk kom til farmen og skar tømmeret op.

Det blev lagt på strøer til tørring.

Bund og grund til en større og mere moderne stald blev lagt og sat.

Efter nogle sommermåneder var træet tjenlig til brug og bygningen tog form efter den traditionelle amerikanske model med den høje trempel og den mansard-lignende tagkonstruktion.

Der blev bygget en stor ensilerings silo. Også den var af træ.

De kaldte farmen for "Nordholm."

Efter japanernes angreb på Pearl Harbor på Hawai gik amerikanerne ind i 2. verdenskrig.

Forbindelsen til Danmark blev i disse krigsår så godt som umulig.

Jim blev indkaldt sidst på krigen og blev efter at freden var sluttet sendt til Tyskland og var der i en periode.

Under dette ophold i Tyskland, eller rettere foråret 1946 kom Jim til Danmark og til sin søster Sigrid på en orlov.

Sproget besværliggjorde et egentlig udbytte ud over at de to søskende kunne stå ansigt til ansigt.

Sidst i 1940'erne fik Rasmus og Bertha endelig installeret elektricitet på farmen.

Det var jævnstrøm, og det var kun muligt at have få pærer tilsluttet ad gangen.

På samme tid fik de telefon.

Avlsarbejde.

Som nævnt var Rasmus stærkt interesseret og engageret i avlsarbejde.

Efter den nye stald var bygget i 1941 havde de plads til 12-14

køer af Holstener race.

Rasmus var med i kontrolforeningens og mejeriets ledelse.

Køerne blev kun insemineret ved de bedste tyre.

Omkring dyrskue var Rasmus særlig aktiv.



Fortsættelse følger

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Niels Ole Dahl | Svar 16.09.2013 14.22

Jeg arbejder lidt med grene af samme slægt, jeg kan fortælle dig at din mormors bror Søren Albrecht Larsen allerede i 1909 udvandrede til Minnesota.

Niels Ole Dahl 16.09.2013 15.18

Jeg skrev din mormors bror , men det var nu din oldemor Poulines bror.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 13:33

Det er en helt enorm dejlig artikel du har skrevet. Du har fået alting med, så jeg blev nostalgisk da jeg læste om din /jeres barndom. Det kalder på minder. Tak

...
27.09 | 10:57

Hej.
Min mand Verner Kistrup er efterslægt af Mads Pedersen Lunghuset
Kistrup skov, Hans søn, Hans Madsen tog Kistrup navnet med
da han flyttede til Assens

...
17.07 | 19:09

Velbekomme dig.

Jeg kan ikke fordrage hængepartier og glæder mig også selv over det.
Jeg fandt ham vha folketællinger 1916, som MyHeritage har digitaliseret.

...
17.07 | 18:41

Hej.
Godt klaret Susan.
Tak.

...
Du kan lide denne side