Villebro
Peder Nielsen og Anne Rasmusdattter

Parret der knyttede navnet Villebro til efterslægten, vi er en del af.
Min morfars farfars far hed Peder Nielsen.
Han var født 1800 i Østerhæsinge.
Gift 1836 med -
- min morfars farfars mor Anne Rasmusdatter,
født 1804 i Brahetrolleborg sogn.
Efternavnet Villebro(e) optræder første gang i Danmark i april 1833.
Det skete ved dåb af "uægte" drengebarn i Sallinge, Hillerslev sogn på Fyn.
Drengen blev døbt i Hillerslev kirke og fik navnet, Rasmus Pedersen Villebroe.
Udlagt barnefader var Peder Nielsen fra Østerhæsinge, der tjente i samme gård i Sallinge, hvor moren Anne Rasmusdatter også tjente, og hvor grunden til det lille væsen blev lagt.
Forældrene blev ikke gift i forbindelse med denne barnefødsel.
Drengen blev, efter tidens skik, opkaldt efter morfaren, Rasmus, og da faren hed Peder, skulle drengen såmænd "bare" havde heddet Rasmus Pedersen.
Men så enkelt skulle det ikke blive.
Herom længere nede på siden.




Den første Villebro

Peder Nielsen og Anne Rasmusdatter fik to børn, nemlig:
Rasmus Pedersen Villebroe 1833. (Forældrene endnu ugifte.)
Kirsten Pedersdatter Vilbroe 1838.
Bemærk forskellen i stavemåden af efternavnet.
Rasmus var døbt i Hilleslev kirke, mens Kirsten blev døbt i Østerhæsinge, hvor forældrene havde slået sig ned.
Præsten var den samme, da Hillerslev var annekssogn til Østerhæsinge.

Peder Nielsen, opholdt sig i Østerhæsinge sogn hele livet, bortset fra enkelte perioder som ung, hvor han var karl i nabosogne.
Anne Rasmusdatter, der var mor til den første Villebro var født i Brahetrolleborg sogn, men forældrene flyttede til gården "Erikslund" i Østerhæsinge sogn, da hun var 6-7 år.

Foto øverst t.v. "Erikslund".

Faren Rasmus Rasmussen f. 1770 i Østerhæsinge
Moren Kirsten Jørgensdatter f. 1770 i Østerhæsinge.
Parret boede som indsiddere i Brahetrolleborg sogn fra 1794 -1808.
Her kom en længere række af børn til verden.
Flere af disse børn fik relation til min slægts videre udvikling og historie. Her skal nævnes:
Anne Kirstine Rasmusdatter f. 1795 i Brahetrollebog sogn.
Maren Rasmusdatter f. 1797 s.st.
Anne Rasmusdatter f. 1804 s.st.

Familien flyttede.
Den store firelængede gård Erikslund, blev opført ca. 1793 af Arreskov i udkanten af godsets arealer ved Kistrup-skoven.
Den langt overvejende del af jorden blev efter 15-16 år plantet til med skov. Rasmus Rasmussen blev fæster af den resterende del af jorden i 1808.
Familien boede i den ene ende af det meget lange stuehus, som stadig eksisterer.

I 1833 tituleres Rs. Rasmussen som skovfoged, og De tre ovennævnte piger blev konfirmeret i Svanninge kirke og ikke i Øster Hæsinge.
Afstanden af kirkestien til Svanninge var kortere end til Øster Hæsinge.
Det gik der lidt tid for mig med at finde ud af.😠
Peder Nielsens forældre

Peder Nielsens far var landsoldaten Niels Madsen,
der bragte gårdmandsdatteren Anna Sørensdatter i Østerhæsinge i ulykke og nogen skam over hendes familie, da sønnen Peder Nielsen kom til verden 4 måneder før der blev bryllup.
Niels Madsen var født 1770 i Østerhæsinge og hørte til på de nederste trin af den sociale rangstige i landsbyen.
Indtil brylluppet og sit 30. år var Niels Madsen landsoldat.
Efter brylluppet var han daglejer og nogle år senere træskomand. Familien var indsiddere i Familiehuset i Østerhæsinge.
Blev gift år 1800, 4 mdr. efter Peder Nielsens fødsel, med -
- Anna Sørensdatter f. 1771. Hun var datter af en af Østerhæsinges fæstebønder.
Altså et umage par.
Hun var yngst i en større børneflok.
Forældrene "skiftede" med børnene 1798, mens de endnu selv levede.
En bror, der fortsatte fæstet af gården med forældrene på aftægt, forpligtede sig over for sin ugifte søster Anna til, som en del-arv at:
"Udrede 40 Rdl. der dog kan konverteres til Fæsten-øl og Bryllup, samt 1 Fyr-Sængested og 1 Koe på 5-6 år, eller i dens sted 10 Rdl."
Annas arv svarede altså i alt til 5 køers værdi, stort set hvad der var af køer på en hel-gård i 1798.
Hun fik sit bryllup og sengestedet og vel også de 10 Rdl, da de ikke kunne have en ko i Familiehuset, hvor de kom til at bo.
Når det tages i betragtning at søskendeflokken på 6, alle skulle tilgodeses ved arv, var der efter den tids forhold tale om en velstillet bondefamilie. Devisen har været: Svare enhver sit, og løbende lægge lidt til side på kistebunden.
Rasmus Pedersen Villebroe

Kort efter Rasmus Pedersen Villebroe´s fødsel forlod moren, Anne Rasmusdatter sin plads i gården i Sallinge med sin lille søn.
Annes far Rasmus Rasmussen, som den lille var opkaldt efter, sad som enkemand i den ene ende af det store stuehus i gården "Erikslund" i Kistrup.
Da Anna ikke skulle giftes med barnefaren på dette tidspunkt, flyttede hun med den lille dreng hjem til faren på Erikslund og holdt samtidig hus for ham. Morfaren kunne følge den lille Rasmus på tæt hold.
Denne ordning kom til at vare i tre år. 
Barnefaren Peder Nielsen blev i sin plads i Sallinge yderligere 1½ år, hvorefter han flyttede tilbage til en af Østerhæsinges gårde at tjene.
Da der var gået yderligere 1½, var Anne Rasmusdatter atter gravid og barnefaren var den samme, nemlig Peder Nielsen!
Nu blev der bryllup, men lykken blev overskygget af en for tidlig nedkomst med et dødfødt barn til følge.
Ægteparret flyttede med den lille Rasmus ind i et par værelser i en af Østerhæsinges gårde.
Peder arbejdede som daglejer og Anne "gik på omgang" d.v.s. at hun hjalp til i gårdene, når der skulle vaskes, brygges eller var med i marken ved høslæt og kornhøst.
En del af aflønningen for konernes arbejde på den tid var naturalier, såsom kartofler, mælk, mel, gryn og diverse kødvarer.
Da Rasmus var 5 år fik han en lillesøster, der fik navnet Kirsten efter sin afdøde mormor i "Erikslund".
I kirkebogen er hun indført med navn Kirsten Pedersdatter Vilbroe.
Konfirmeret og karl

Præsten i Østerhæsinge gav aldersdispensation, ikke for Rasmus Pedersen Villebroe alene, men for flere i årgangen, så børnene blev konfirmeret som akkurat 14-årige, hvor 15 år ellers var det normale for den tid.
Betingelsen har selvfølgelig været, at ungerne kunne deres katekismus og salmevers og ellers havde opført sig ordentligt.

Rasmus tog efter konfirmationen fat som karl i gårdene i Østerhæsinge.
Dette forhold strakte sig, til han som 35-årig besluttede at gifte sig.
Men hvem var bruden ?


Bruden

Inden det kom til bryllup skal vi se tilbage i denne beretnings 2. sektion, 3. afsnit, hvor de tre søstre fra Brahetrolleborg er nævnt.
Anne Rasmusdatter blev som omtalt mor til Rasmus Pedersen Villlebroe og boede i Østerhæsinge.
Den ældste søster, Anne Kirstine Rasmusdatter blev gift med enkemand Rasmus Pedersen i Millinge, Svanninge sogn.
Den yngste af deres 3 børn var
Kirsten Rasmussen f. 1839.
Hun var opkaldt efter sin mormor fra Østerhæsinge, ligesom sin kusine Kirsten Pedersdatter Vilbroe.

Den mellemste søster Maren Rasmusdatter blev gift med med Jens Sørensen og de købte et lille husmandssted i Ny Stenderup, Vester Hæsinge sogn i 1833, samme år som den lille nevø Rasmus blev født. Ægteparret i Ny Stenderupvar barnløse.
I 1868 var Kirsten Rasmussen fra Svanninge kommet til sin moster Maren og sin onkel Jens i Ny Stenderup for at bistå disse i deres daglige gøremål.
Ægteparret havde "siddet" i ejendommen i 35 år og alderen var begyndt "at trykke", og en løsning for fremtiden trængte sig på.
Kirsten var 29 år og giftefærdig, men hvem kunne komme på tale som brudgom?

Min morfars farmor og farfar

Rasmus Pedersen Villebroe opholdt sig i Østerhæsinge fra sin konfirmation, og til han som 35-årig blev gift.
Ikke langt derfra i Ny Stenderup boede hans moster Maren og hans onkel Jens !
Hos dette par har Rasmus måske i korte perioder haft ophold i den første turbulente tid i sit liv, mens hans mor endnu var ugift. 
Det er uomtvisteligt, at Rasmus Pedersen Villebroe har stået mosteren og onklens hjerter nær.
Det vil efterfølgende vise.
Bryllup

At Rasmus Pedersen Villebroe og Kirsten Rasmussen var fætter og kusine er nok gået op for læseren af denne beretning, men det var ikke nogen hindring for ægteskab.
Ved ægteskab mellem de to modne mennesker, blev det i bredere forstand samtidig en praktisk kontrakt af format.

Mosteren og onklen sad i den lille ejendom, gamle og uden arvinger.
Ved ægteskabet fik Rasmus og Kirsten en ellers, ikke åbenbar vej, banet for at "få fod under eget bord".
Samtidig blev mosteren og onklen sikret ved en aftægt i huset.
Der var således egentlig kun fordele for begge parter ved dette arrangement. 

Brylluppet stod i 1868.
I forbindelse med ægteskabet købte Rasmus og Kirsten således den lille ejendom af moster og onkel.
De gamle fik en stue og et kammer i den ene ende af huset.

Nu tegnede en hverdag sig for de nygifte.
Det lille sted, hvis jordlod kun kunne føde 1 ko og et par får, kunne de selvsagt ikke leve af, hvorfor Rasmus gik på dagleje i gårdene omkring.


Morfars far

Foto. Ejendommen Horseballevej 34 i Ny Stenderup.

Efter næsten 2 års ægteskab, og hvor Kirsten nærmede 31 år, kom deres første barn til verden.
Det blev en dreng.
Traditionen for navnegivning var endnu på den tid, at ældste dreng blev opkladt efter farfaren, der i dette tilfælde ville være Peder efter Peder Nielsen, der havde tilføjet navnet Villebroe til sin søn, Rasmus Pedersen Villebroe.
Morfarens navn var Rasmus, der ville komme i anden række, hvis Peder ikke blev taget op.
Men nej, ingen af de oplagte navne til drengen blev anvendt.

Villebroe blev til Pedersen

Den lille dreng fik i dåben i 1870 navnet Jens !
Opkaldt efter onklen i huset.
Men ved samme lejlighed blev Villebroe-navnet sløjfet !
Drengens fulde navn blev Jens Pedersen. Slet og ret.

Ligesom ved inførslen af Villebroe-navnet, kan bortfald af samme navn, efter bare een generation ikke forklares.

Jens voksede op i kærlige og trygge rammer på det lille sted.
Han havde sin gang i "moster og onkels" stuer, der således har deltaget i opdragelsen og sat deres præg på drengen.
Rasmus og Kirsten fik en, ikke levedygtig dreng, da Jens var 6 år. Flere børn kom ikke i ægteskabet.
Jens forblev således enebarn og nok en smule forkælet med de to gamle "bedsteforældre" i huset.

Sorgen over at have mistet en, nok længe ventet, søskend til Jens i 1876, blev ikke den eneste gang i det år, døden gjorde sin entré i huset.
Mosteren i huset døde af alderdom samme år.




En tragisk jul

De første juledage i 1876, hvor Jens næsten var 7 år, forløb fredeligt.
3. juledag var det igen hverdag og Rasmus Pedersen Villebro begav sig som så ofte før på arbejde, som var den lange vej til godset Hvedholm, hvor flere småhusmænd på denne egn arbejdede.
Ingen kan i dag forklare hvad der skete Rasmus hin 27. dec. 1876.
"Han skulle være omkommet ved en arbejdsulykke", har efterfølgende familiemedlemmer fortalt, uden dog at komme med noget konkret.
Ingen nærmere årsag og forklaring kan ej her heller gives.
Rasmus blev begravet dagen før sønnens Jens´ 7 års fødselsdag.
Han blev knap 44 år.
Med ham gled Villebro-navnet ud for en tid.
Tilbage i huset sad nu enken Kirsten og Jens, der skulle begynde i skolen i Kistrup til april.
Den gamle onkel levede også.
Der tegnede sig en ny hverdag for de tre mennesker i den lille ejendom. 

Ud at tjene.

Skoleårene gik og konfirmationsdagen var overstået.
Jens kom ud at tjene, som var almindeligt endnu i 1884. Først tjente han hos Rindebæk i Vesterhæsinge, hvorefter han flyttede til moren Kirstens hjemegn omkring Svanninge.
Her opholdt Jens sig til 1887.
Kirsten og den efterhånden gamle onkel sad tilbage i ejendommen i Ny Stenderup.
I 1886 døde onklen og situationen for Kirsten blev uholdbar.
Det var vist ikke på tale, at Jens skulle overtage det lille sted, dertil var tiderne ændret så meget, at et økonomisk udkomme fra det, var udsigtsløs.
På dette tilspunkt var kirsten 48 år og havde været enke i 11 år. Jens var blevet en ung mand på 17 år.
Hvad var der af fremtidsudsigter for ham ?
 

En appelsin i turbanen.

Langt fra det sydvestfynske sogn Vesterhæsinge, ligger sognet Svindinge i det østfynske.
Der "sad" på samme tid som vor historie udspiller sig, en enkemand på 2. år i sin gård syd for Svindinge.
Han var 58 år og barnløs.
Han har givet vis stillet sig selv spørgsmålet, hvad der skulle blive af ham, når han ikke længere kunne drive gården på grund af alder.
Hvordan kunne han sikre sin alderdom?
Gården var fæstegård under Glorup.
Af grunde, der ikke kendes, kom der en alliance i stand imellem huset og dets beboere i Ny Stenderup og gårdmanden i Svindinge.
Tilsyneladende var der ingen relationer mellem parterne, hverken familiere eller bekendsskabsmæssige.
Det korte af det lange blev såmænd, at enken Kirsten og enkemanden Rasmus Frederiksen i Svindinge giftede sig.
Det skete i foråret 1887 i Vesterhæsinge kirke.
Kirsten blev nu kone i gården i Svindinge. et trin op ad den sociale rangstige.

 

Alliancen.

I forbindelse med morens brylluppet og forfremmelse til gårdmandskone, flyttede sønnen Jens også med til Svindinge.

Denne konstellation viste sig også at være genial for de implicerede parter.
Kirsten solgte den lille ejendom i Ny Stenderup og bragte derved lidt penge med sig i ægteskabet til gården i Svindinge. Hun bragte sig samtidig ud af en udsigtsløs fremtid i enkestand.
Enkemanden fik ikke alene en kone i gården, men også en stedsøn, som han ved testamente via Kirsten gjorde til sin arving.
Ikke arving til gården, for den var stadig fæstegård under Glorup, men til sin personlige arving.
Men efter Rasmus Frederiksens otium, ville Jens kunne fortsætte fæstet af gården og Kirsten og Rasmus Frederiksen ville kunne blive i gården på aftægt resten af deres dage.
Gården der var udflyttet fra landsbyen i 1805 lå på en sidevej til Ørbæk-Svendborg-landevejen syd for Svindinge.

Jens og Severine


Foto. Familien Villebro, karle og piger 1911/12.

Livet i gården i Svindinge gik sin gang, og min oldefar Jens Pedersen fandt sig en kæreste fra egnen.
Jens blev gift i en ung alder med den lidt ældre Severine Larsen fra Øksendrup.
Vielse i Svindinge kirke okt. 1892 Jens 22 år og Severine 25 år.
Allerede 4 måneder efter, så ægteparrets første barn dagens lys!
Døbt, Margrethe Pedersen.
Samme år i høsten brændte den gamle 4-længede bindingsværksgård på "Frederksens Allé",
Den nye gård blev opført ved ved Svendborg-landevejen, der på den tid omtaltes som Svindinge Mark.

Foråret 1895 kom min morfar til verden.
Han blev døbt i Svindinge kirke og navnet blev:
Rasmus Pedersen.
Han blev opkaldt efter sin farfar, der var død så pludseligt i 1876. Men også efter sin stedbedstefar i gården.

Og nu gik det stærkt. Fødsel fulgte fødsel.
En ny lille dreng kom til verden i efteråret 1896.
Han blev døbt Peder Villebro Pedersen!
En dreng igen i sommeren 1898,Thorvald Pedersen.
Drengen Ejnar Pedersen, født 2. juledag 1900.
En pige, Sigrid Pedersen i 1902.
Ja, det var seks børn på 9 år. 

Ny navnelov


At Villebro-navnet ikke var glemt, viser dåben af Peder i 1896.
Men hvorfor skulle denne dreng absolut have dette mellemnavn.
Jens` fars navn var Pedersen Villebroe, mens Jens havde måttet leve med efternavnet Pedersen alene, i hele sit liv.

Med den nye navnelov af 1903 blev der åbnet op for, at tage tidligere døbenavne i familien op som kommende efternavn.

Det benyttede Jens og Severine sig af i 1904.
Navnebevis af 4. okt. 1904:
"Det meddeles herved at Jens Pedersen og hustru Severine, samt deres børn, fremtidig, med rette fører familienavnet VILLEBRO".
Børnene, Ellen, Agnes, Aksel og Marie forøgede børneflokken fra årene 1904 til 1910.
Men inden Agnes blev født, mistede Jens og Severine med kort tids mellemrum de 2 små piger Sigrid og Ellen.

PS. For tidligere omtalte Kirsten Pedersdatter Vilbroe, søster til Rasmus Pedersen Villebro, fra indledningen af denne beretning i afsnit 4, er det konstateret, at hun ikke førte navnet videre til sit eneste "uægte" barn.

Efterslægten Villebro

Bryllup for den ældste datter Margrethe og Christen Hansen, 1916

Alle personer, på hvis dådsattest Villebro-navnet fremstår, er af Severine og Jens Villebros efterslægt, udgående fra gården i Svindinge.
Et stamtræ, der har sine rødder solidt plantet i den
østfynske muld og med grene, der i dag breder sig ud, ikke alene Danmark, men også USA og Argentina.
  

Hvidkærgård omkring 1920

Oldefar Jens Villebro døde i 1930. Sønner bestyrede gården for oldemor Severine, indtil sønnen Ejnar overtog gården i 1934.
Inden da brændte gården, nemlig i 1933, hvor flere dyr indebrændte. Stuehuset blev reddet.
Gården genopført efter tegninger, der også lå til grund for "Galdbjerggård" og "Lånemaegård" i Brænderup, der begge var nedbrændt i samme periode.
Hvidkærgård omkring 1940
Gården blev opført efter den tids mest moderne pricipper.
Tre sammenbyggede længer med en kostald, hvor køerne stod  i stangbindsler mod hinanden ved en høj fodergang.
Plads til 20 køer med opdræt.
Endnu i 1933 var det hestene, der udgjorge trækkraften på gårdene, så hestestald med spiltove og følbokse udgjorde det meste af den nordlige længe.
Laden kunne der køres igennem på langs i høst, ligesom der kunne køres igennem på tværs i forbindelse med grovfoder til køerne ved roehus og kostald.
Svinehus blev opført efter gamle forskrifter. Ingen ventilation, hvilket medførte dårligt klima for svinene.

Ejnar Villebro i Hvidkærgård, der var morfar bror og således min mors onkel, boede kun et stenkast fra mit hjem, hvilket betød, at jeg som knægt kom en del til Ejnar og "tante" Elna.
Da Ejnar omkring 1950 fik traktor, vakte det jo opsigt på egnen. Han lavede pløjearbejde for far.
Hans tålmod med hensyn til traktor og maskiner, var begrænset. Alt skulle helst virke, når han satte sig på traktoren. 
Det var noget andet i hestenes tid. Det havde Ejnars store interesse.
Da jeg var en 7-8 år skulle jeg køre med, når Ejnar pløjede. Jeg sad så foran ham på Fergusonsædet, når furerne blev trukket.
Ejnar døde pludseligt i sommeren 1954.
Jeg var 10 år, men det gjorde et stærkt indtryk på mig, da en anden af mors onkler kom til mit hjem meget tidligt om morgenen med det chokerende budskab.
Vi kunne fra mit hjem se rustvogn og følge til Svindinge kirke, da Ejnar blev begravet. Jeg ser stadig det billede for mig efter næsten 60 år.
 

Nyeste kommentarer

25.03 | 13:33

Det er en helt enorm dejlig artikel du har skrevet. Du har fået alting med, så jeg blev nostalgisk da jeg læste om din /jeres barndom. Det kalder på minder. Tak

...
27.09 | 10:57

Hej.
Min mand Verner Kistrup er efterslægt af Mads Pedersen Lunghuset
Kistrup skov, Hans søn, Hans Madsen tog Kistrup navnet med
da han flyttede til Assens

...
17.07 | 19:09

Velbekomme dig.

Jeg kan ikke fordrage hængepartier og glæder mig også selv over det.
Jeg fandt ham vha folketællinger 1916, som MyHeritage har digitaliseret.

...
17.07 | 18:41

Hej.
Godt klaret Susan.
Tak.

...
Du kan lide denne side